Dillen til den postgraduate optagelsesprøve er ved at aftage. Hvorvidt universitetsstuderende virkelig har brug for at forfølge en postgraduate grad er blevet et dilemma, som enhver studerende og endda deres forældre står over for.
I går diskuterede jeg dette emne med venner igen, og vi nåede til enighed: de færdigheder og evner, en person tilegner sig, er aktiver, som bliver hos dem for livet. Uanset hvilke udfordringer de måtte stå over for i samfundet i fremtiden-såsom uretfærdig behandling eller mangel på gunstig timing og geografiske forhold-kan disse muligheder aldrig tages fra andre. At vende udviklingen i modgang eller træffe rationelle valg mellem gevinst og tab afhænger alt sammen af ens egen kompetence. Det gælder især elever fra almindelige familier. Ud fra dette perspektiv kan de studerende derefter lave planer om, hvorvidt de vil fortsætte med at studere efter deres bacheloruddannelser.
Hvis en studerende har evnen til videnskabelig forskning, kan forblive fokuseret og engageret og er helhjertet dedikeret til akademiske aktiviteter, er at tage den postgraduate optagelseseksamen et glimrende valg, der vil give dem mulighed for at tilegne sig mere viden. Omvendt, hvis en studerende opnår langt større glæde ved sociale aktiviteter end ved akademisk arbejde, er det også en proces med at øge sin kompetence at vælge at gå ind på arbejdsstyrken efter endt uddannelse for at akkumulere praktisk erfaring og praktiske{1}}evner.
Der er en anden tankegang: at bruge akademisk fremgang til fuldstændig at ændre sin skæbne. Men værdien af akademiske akkreditiver er nu faldende, mens værdien af ægte kapaciteter er stigende. Det er ikke umuligt at stole på længerevarende akademiske studier for at opnå en postgraduate eller doktorgrad som en billet til at komme ind på elitekarrieretærskler, men denne vej betyder, at man bliver nødt til at stræbe uendeligt fra et så højt udgangspunkt hele livet. Spørgsmålet om, hvorvidt man skal forfølge et lykkeligt liv eller et såkaldt "succesfuldt liv" forbliver således et spørgsmål om personlig mening.
Desuden, hvis man betragter videreuddannelse blot som et middel til at øge deres akademiske akkreditiver snarere end en måde at forbedre deres evner på, vil de stå over for en risiko. Når de kommer ind på arbejdsstyrken med en master- eller doktorgrad, kan de finde sig i at blive bedre end de studerende, eller endda opdage, at en underpresterende klassekammerat med familieforbindelser er blevet deres overordnede. Efter mange års besværlige studier vil de ende med at føle, at alle deres anstrengelser var forgæves. At studere udelukkende for at opnå en højere grad er en pinefuld proces. Som Viktor Frankl udtrykte det,
Den ultimative tragedie er ikke selve lidelsen, men lidelse uden mening.
